skodbillede af min seng i dagslys

Føler nogle gange, at mit liv er lidt for uoverskueligt. Jeg kan være tvivl om det, jeg gør for at opretholde venskab, blot ødelægger dem mere. Jeg kan være bange for at mine ukontrollerede opråb kan skræmme folk væk, og at mine ustyrlige armfagter vil slå en ned. Jeg kan være rigtig bange for, at det smil, som jeg prøver at gøre venligt for mine venner, bliver grusomt og falskt. Jeg kan tvivle på sandheden i de komplimenter jeg får, mens jeg smiler og takker. Jeg kan være så bange, tvivlsom og usikker til tider. Aftenerne er næsten værst, men intet overgår de ti minutter før jeg tager i skole. Intet slår de knude i maven jeg får, som giver mig lyst til at tage mit tøj af, som jeg har brugt lang tid på at finde, fjerne min make-up, som jeg har haft af og på flere gange til morgen, fordi det ikke var pænt nok. Give mig lyst til at lægge mig tilbage i min seng med hovedet i puden og glemme, at der var nogen derude, som kunne dømme mig. Lægge mig sammen med den orange klump af hår, afbilledet ovenfor, og nusse ham for evigt.