farver der falmer

Efterårets begynden tvinger mig ind i mit lettere sørgmodige sind, hvor enhjørninger og flyvske regnbuer er skiftet ud med visne træer og kuldens greb om livet. Oktober er skudt igang og jeg sidder med isnende fødder herhjemme ved tanken om alt i livet. Når tankerne svæver en tur gennem sjælens land ser der slet ikke ligeså lysegrønt ud som for få øjeblikke siden. Det er som om, at sindet blegner og den ellers så lykkelige nyhed bliver til hverdag. Den fantasifulde pige, som jeg er, kommer ind i en rutine, som gennemleves dag for dag. Gamle vaner hober sig op i mig og er svære at skjule. Svære at tvinge ned igen. Og det er ikke den person jeg har lyst til at være. Fortidens spor har gjort mig til de vaner. Gjort mig til den jeg er. Men alligevel den jeg ikke er. For man er vel hvem man viser man er. Og hvad viser jeg egentligt? Grønne skove. Blomsterenge. Et sløret, dog drømmende, sind. Men jeg føler at jeg står på jord, der ryster. Grund, der kan falde sammen under mig og tage alle mine forestillinger om venskab, det sociale og kærlighed med sig. Jeg føler mig usikker og føler, at hvert et skridt jeg tager ud i det er farligt. Jeg føler, at for hvert skridt jeg tager, bliver dagen mere og mere grå. Grunden bliver mere og mere usikker. Men også mere og mere fast. Farver jeg slet ikke fandtes dukker nu op i stedet for de gamle.

Det er svært at starte på ny. For hvem er man. Eller rettere: Hvem vil man have, at folk tror man er.
Og det gør det hellere ikke nemmere, at tænke tilbage på et år af sit liv, man aldrig får tilbage.