Ja, jeg er ikke lige i mit bedste humør og har ikke været det siden jeg kom hjem. Sådan noget er selvfølgelig til at skjule, men når jeg bare sidder og tænker for mig selv har jeg bare en ringe fornemmelse i kroppen. Jeg er ikke så god til at snakke. Eller det må jeg desværre erklære løgn: Jeg er usædvanligt god til at snakke. Jeg er god til at snakke om alverdens ting - udover om mig selv. Og det må jeg faktisk også indrømme er løgn. Jeg snakker usædvanligt meget om mig selv og mine følelser: Der er bare aldrig nogen, der hører det. Jeg snakker kun med mig selv og har super svært ved at bringe det på banen. Jeg kunne så godt tænke mig en ven, som jeg kunne snakke med alt dette om, men problemet er så bare der, at jeg ikke engang kan fortælle en ven om, at jeg gerne vil være tættere pga. af disse følelsesproblemer.
Og nu vil jeg ikke sidde og klynke. For jeg har det jo godt. Jeg griner, har venner og klarer mig godt i skolen. Mit forhold til familien er godt og jeg er tilfreds med meget af mit liv. Der er bare denne halvgrå side, som overtager, når jeg er alene. Som får mig til at plapre løs, når jeg går alene fra busstoppestedet til min havelåge.
Hvorfor er jeg den mest socialt handicappede jeg kender? Hvorfor skal der poppe folk op på min facebookstartside, som jeg midlertidigt er sur på? Hvor skal jeg gøre folk kede af det? Hvorfor skal jeg selv være ked af det. Åh så mange fortvivlelser.
Gid jeg kunne lægge mig til at sove og bare ligge der druknende i mine tårer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar